VEDTÆGTER FOR FORENINGEN

DC-3 VENNERNE

stiftet 5. november 1991
 
§1
Foreningens navn er: DC-3 Vennerne.
Foreningens hjemsted er Furesø Kommune med adressen:
DC-3 Vennerne,
Postboks 16,
3500 Værløse.
 
§2
Foreningens formål er at formidle økonomisk støtte til drift og vedligeholdelse af DC-3 fly i "Foreningen For Flyvende Museumsfly", samt fremme interessen for og kendskabet til typens betydning for udviklingen af dansk og international luftfart.
 
§3
Som medlemmer kan optages enkeltpersoner, virksomheder, foreninger og organisationer. Videnskabelige selskaber og erhvervsvirksomheder m.fl. kan på nærmere af bestyrelsen fastsatte betingelser optages som årsmedlemmer.
Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til bestyrelsen, der kun kan nægte optagelse, hvis 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor. I tilfælde af nægtelse skal spørgsmålet forelægges den følgende generalforsamling, dersom den pågældende ønsker det.
 
§4
Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling.
Kontingent opkræves forud og skal være indbetalt inden udgangen af
marts måned. .
Kontingent for et ny tegnet medlemskab betales ved indmeldelsen og er gældende for det virkeår, det er tegnet.
Udmeldelse skal ske skriftligt til foreningen og det for året indbetalte kontingent kan ikke refunderes.
Såfremt kontingent ikke er betalt inden udgangen af marts måned det efterfølgende kalenderår, bortfalder medlemskabet uden varsel.
 
§5
Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der tillige med 2 suppleanter, vælges på gene-ralforsamlingen. Valget gælder nor-malt for en to-årig periode, dog således at halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen og vælger en formand, næstformand, kasserer og sekretær samt fastsætter sin forretningsorden.
Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer, deriblandt formand eller næstformand er tilstede. I tilfælde af stemmelighed er formandens - i dennes fravær næstformandens – stemme udslags-givende.
Der føres protokol over forhandlingerne på bestyrelsens møder og protokollen underskrives af formanden og protokolføreren.
Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg på 3 medlemmer, der leder de daglige forretninger.
 
§6
Foreningens regnskabs- og virkeår er kalenderåret.
Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af 2 revisorer, hvoraf den ene skal være registreret eller statsautoriseret revisor. Revisorerne må ikke tillige være medlem af foreningens bestyrelse.
Revisorerne og en revisorsuppleant vælges på generalforsamlingen for en et-årig periode. Genvalg kan finde sted.
Foreningens formue bør være anbragt i et anerkendt pengeinstitut og bør, så vidt muligt være rentebærende, i den udstrækning den ikke er anvendt i henhold til foreningens formål.
 
§7
Den årlige generalforsamling afholdes i april måned og indkaldes med mindst 30 dages varsel ved bekendtgørelse i en af foreningen udsendt meddelelse til medlemmerne.
Indkaldelsen skal indeholde dagsorden samt meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer der afgår og hvilke der er villige til at modtage genvalg, samt hvilke af foreningens medlemmer bestyrelsen foreslår nyvalgt.
Tillige med indkaldelsen skal det reviderede regnskab bekendtgøres.
 
§8
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal indkaldes, når 30% af medlemmerne med angivelse af dagsorden skriftligt forlanger det, i sidste tilfælde senest til månedsdagen efter begæringens modtagelse.
Indkaldelsesvarsel er 14 dage.
 
§9
Generalforsamlingen er i alle foreningens anliggender foreningens højeste myndighed indenfor de af lovene og vedtægterne fastsatte grænser.
Generalforsamlingens forhandlinger ledes af en af forsamlingen valgt dirigent efter følgende dagsorden:

1) Valg af dirigent
2) Formandens beretning
3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab
4) Behandling af indkomne forslag
5) Fastsættelse af kontingent
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer og bestyrelses suppleanter
7) Valg af revisor og revisor suppleant
8) Eventuelt

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, herunder forslag til valg af bestyrelsen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. En liste over samtlige bestyrelseskandidater samt indkomne forslag, skal senest 8 dage før generalforsamlingen gøres tilgængelig for medlemmerne.
For at afgive stemme på generalforsamlingen kræves personligt fremmøde.
Ved afstemninger gælder almindelig stemmeflerhed (jf. dog §10).
Hvert medlem (medlemsnummer) har en stemme.
Afstemningen sker skriftligt, hvis blot et medlem ønsker det.
 
§10
Til ændring af foreningens love, samt til opløsning af foreningen, kræves 2/3 af samtlige medlemmers stemme. Såfremt der på generalforsamlingen er 2/3 flertal for forslaget, men færre end 2/3 af samtlige stemmer fremmødt, skal forslaget behandles på en ekstraordinær generalforsamling, hvor det kan vedtages, såfremt 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for det.
 
§11
I tilfælde af foreningens opløsning overdrages foreningens formue til sikring og fortsat bevarelse af de i §2 nævnte fly.
Hvis opløsningen skyldes kassation af flyet, tilfalder foreningens formue Tøjhusmuseet.
 
§12
Foreningen forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formandens eller næstformandens.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
 

-o-O-o-

Revideret på den ekstraordinære generalforsamling 30. november 1993.

Revideret på den ekstraordinære generalforsamling 30. april 1997

Nærværende vedtægter er revideret og godkendt på den ekstraordinære generalforsamling 30 april 2003.

Vedtægternes § 1 (adresse) og § 5 (bestyrelse), er ændret og vedtaget på den ekstraordinære generalfor-samling d. 29 april 2009.

Per Stæhr Nielsen
Formand

 
 

Bliv medlem

Foto

Links