Besøg hos Gillelejegruppens Videncenter 26.10.2024

DC-3 Vennerne har været der før og nu var vi der igen. Gilleleje Videncenter 40-45 er et sted man med interesse for 2. verdenskrig, sagtens kan besøge flere gange.

Mange kender ikke eksistensen af den store samling af effekter fra besættelsen og krigen, der findes her lidt syd for Gilleleje, men det må nok betegnes som en kulturhistorisk perle.

Og omtales ofte som Nordeuropas største samling af Luftwaffe effekter. Googler man lidt, findes kommentarer som ”Helt sikkert det bedste museum i Danmark ” – Store ord!

Henrik Mortensen der har en fascination og passion for 2. verdenskrig og besættelsen, startede samlingen med 3 af gruppens medlemmer i 1993. Og med årende der er er gået siden, har samlingen vokset sig stor og omfattende.

På vores rundtur i den store samling, startede Henrik sin fortælling levende og med sine personlige oplevelser og om sin familie i Tyskland før krigen.

Og med sin store viden om de udstillede genstande, helt ned i detaljen, fik vi en oplevelse af ”næsten at være der selv” Om det så var om tandlægen i tyske feltlazaretter eller det særlige toiletpapir tyske officerer fik tildelt, så var vi med hele vejen.

Når feltrationen til soldaten, eller pakken fra ”Mutti” blev pakket ud af Henrik og fortalt, oplevede man livet som værnemarks soldat ikke var en dans på roser.

Naturligvis er en Messerschmitt Bf 110 natjager samlingens juvel. Efter 10 år med genopbygningen, står flyet fuldstændig komplet og er selvfølge Videnscenterets stolthed.

Med hovedet fuldt af indtryk, anekdoter og spændende fortællinger, satte vi os til bords med lækkert smørrebrød under vingen af natjageren. Øl og tysk snaps supplerede perfekt den autentiske stemning der var i hangaren.

Stor Tak til Henrik Mortensen og Alle jer andre der var med på turen.

Af: Henrik Hoppe
Foto: Michael Jensen & Henrik Hoppe

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *